Gravid fotografering

Som hovedregel anbefaler jeg at få taget billederne i uge 32-36. Det bedste tidspunkt kan dog være meget individuelt. Nogle får meget hurtigt en stor og flot mave, mens andre er længere henne i graviditeten før den kommer.

Det er en god idé at gøre op med sig selv hvilke gravid billeder man ønsker sig. Er man kun til fuldpåklædte billeder eller vil man også gerne have taget undertøjsbilleder eller måske nogle hvor man er helt bar.

 

Tøjvalg

Undgå stramtsiddende tøj op til fotograferingen, da dette kan give dumme mærker på huden.

Som udgangspunkt skal det tøj du vælger at tage med, være noget du føler dig tilpas i. Jeg anbefaler at tage noget forskelligt med. Evt. et sæt med cowboybukser og en stramtsiddende top eller skjorte, og så en pæn kjole, evt. lidt i sommerkjole stilen. Dog skal du være obs på om den former maven flot. Lyse sandfarver er rigtig flot på billeder.

 

Undgå mønstre og print på tøjet da dette kan give et forstyrrende billede.

Ønsker du billeder kun iført undertøj så sørg for at tage et eller to sæt matchende undertøj med. Evt. et lyst og et mørkt.

Du kan med fordel smøre maven ind i lidt baby olie inden fotograferingen. Det giver en flot glans.

 

Nyfødt fotografering

Se uddybende information under ''info - nyfødt fotografering''.

 

Baby/Barn fotografering

Sørg for, så vidt muligt at planlægge fotograferingen, ud fra hvornår på dagen dit barn er mest frisk. Lad evt. barnet få en lur på vej til studiet. Små børn kan som oftest ikke være på så lang tid ad gangen og har derfor brug for flere pauser.

Det er en god ide altid at have lidt mad med til barnet. Det kan også være en fordel at have lidt lokke mad med, hvis barnet lige skal lidt igang før vi kan tage billederne.

Man er meget velkommen til at medbringe noget af barnets yndlingslegetøj, det kan dog være en fordel at lade dette være gemt væk, evt. i bilen eller i tasken, da det kan være svært at tage væk igen hvis vi også skal have billeder uden det.

 

Tøjvalg

Undgå stramtsiddende tøj op til fotograferingen, da dette kan give dumme mærker på huden. Undgå også tøj med voldsomme mønstre og print på, da dette kan give et forvirrende billede.

 

Tag meget gerne forskellige sæt tøj med. Jeg anbefaler at holde tøjet i lyse farver. Et eks. på et sæt kunne være nogle cowboybukser, bukser med seler eller en kjole/nederdel og en ensfarvet bluse til. Jeg fotograferer helst børn uden sokker, men det er altid en god ide alligevel at tænke over at give barnet nogle pæne på.

 

OBS: Jeg tager aldrig  billeder hvor man kan se barnets kønsdele, heller ikke selvom dette er et ønske af forældrene.

I stedet kan vi benytte hårbånd, huer, slips, skørt og andre rekvisitter der kan understrege kønnet.

 

Familie fotografering

Når du booker tid til familiefotografering, må du meget gerne oplyse mig om der er mindre børn med, da jeg så kan forberede mig på hvilke opstillinger vi kan benytte.

Tøjvalg

Tøjvalget har stor betydning ved familie fotografering.

Jeg anbefaler at tage noget lyst tøj på til fotograferingen. Det kan feks. være cowboybukser med en lys bluse til, eller en kjole. Ved familie fotografering med mange mennesker er det en god ide at afstemme tøjet med hinanden, således at farverne I vælger at tage på matcher.

Undgå mønstre og print på tøjet da dette kan give et forstyrrende billede.

Klik her for at få inspiration til godt tøjvalg.

 

Cake Smash fotografering

Når du booker tid til Cake Smash fotografering aftaler vi hvilket farvetema der skal være.

Cake smash fotograferingen tager som regel omkring 40 min. Jeg starter med at tage før billeder af kagen. Herefter tager jeg et billede af barnet uden kage. Når dette er gjort går vi igang. Nogle børn skal hjælpes lidt igang og det kan derfor være en fordel at tage lidt lokkemad med. Evt. nogle små bær eller banan der kan ligges på kagen.

Når vi er færdige med fotograferingen tager jeg et efterbillede af kagen.

 

Sørg for at tage godt med klude/vådservietter med til når barnet skal gøres rent bagefter. Det er også en god ide selv at tage lidt skiftetøj med, da det er svært at undgå selv at blive snasket.

Tøjvalg

Undgå stramtsiddende tøj op til fotograferingen, da dette kan give dumme mærker på huden.

Jeg har en masse tylskørter og hårbånd i forskellige farver i studiet. Hvis det er en dreng der skal fotograferes skal du selv have bukser med til ham. Der anbefaler jeg cowboybukser eller beige eller brune bukser. Jeg har en del slips og butterflyes i studiet som han kan få på til hvis du ønsker det.